Umeå lufthavn. Indflyvning over den lave kyst med de mange skærgårds-øer, der ligger dernede i den Botniske bugt og ser så faste og stabile ud. I virkeligheden et af de geologisk set mest dramatiske områder i verden med en landstigning på 285 m. siden istiden. Landet hæver sig fortsat med en fart på 8 mm. om året eller 80 cm. på 100 år. En hastighed der er stor nok til at kunne registreres af den menneskelige hukommelse!

Bagage. Leje bil. Ud af byen med retning mod Vilhelmina. I dag har jeg en aftale med Solbritt Hansson. Vi skal snakke fjeldkvan og smage hendes produkter. Hendes fjeldkvan vokser på Grønfjeld, men Solbritt bor altså her i Vilhelmina, midt i skovområdet.

Sidste år var det Rickard Norberg, jeg besøgte. På vejen derhen besøgte jeg Bjørnlandet, en efter svenske forhold ganske lille nationalpark sydvest for Fredrika. Fascinerende med sine store områder med lavbegroede blokmarker, gamle fyrrestammer mærket af tidligere tiders skovbrande og sumpskove overhængt med lavvækster. Her er rigeligt med mosepost, der på svensk hedder skvattram. Her er blåbær, mosebølle og andre gode ting og sager. Jeg har forhørt mig hos naturfredningsmyndighederne i forvejen. Plukke bær til eget forbrug må du. Og svamp! Og det går nok også an til jeres udviklingsarbejde. Men til egentlig produktion og kommerciel virksomhed er det forbudt! Dér må du uden for nationalparkens område. Også her i Sverige møder man denne i grunden fundamentalistiske holdning, at natur er urørt natur. Men gælder det i et kulturlandskab? Dén konflikt kommer vi løbende til at forholde os til – og til at foreholde naturfredningsmyndighederne!

Jeg plukker vel 100 g. Skvattram, de yderste lysebrune skud med næste års knopper. Jeg tvivler på, om nogen vil kunne se, jeg har været her. Buskene trives snarere bedre efter denne foryngelsesbeskæring. Skvatrammen, (eller altså moseposten og ikke -porsen – den navneforbistring: i Finnmark hedder den Finnmarkspors!), den skvattram har et blakket ry for at give hovedpine, at indeholde narkotisk virkende stoffer, at gøre elgkoen brunstig. Intet er dog bevist – andet måske end at samerne kunne blive øre i hovedet ved at gå en hel sommersoldag i områder med tæt skvattrambevoksning. Oplev skvattrammen en varm sommerdag på en højmose under tynde skovfyr og du føler dig hensat til den sydeuropæiske maki med dens dufte af harpiks og bitre urter. En duft, der kun fjernt kan sammenlignes med en dansk fyrreskov nær havet. Unordisk? Nej, den beviser snarere, hvor stort det nordiske duft- og smagspotentiale er.

Rickard er – som næsten alle andre inden for denne branche – en rigtig mångsyslare. Hans hjerte brænder for bær og chokolade – og så også lidt for skolelærergerningen og for driften af de 1.000 ha. skov, han ejer. Næste projekt er en lille snedkerivirksomhed. Rickard vil kopiere gamle paneler til bygningsrestaurering. Det er der et godt marked for med den stigende interesse for autentisk og lokalhistorisk korrekt renovering. Men så vil han også gerne eksperimentere med dyrkning af åkerbær, hvilket ikke er ganske enkelt, hvis man vil have et rimeligt udbytte. Faktisk har ingen løst åkerbærrets gåde endnu. Og elgjagten må vi heller ikke glemme. De 14 dage, hvor hele distriktet står på den anden ende og ingen får søvn af bare spænding. Og der er ingen grænser for hans hjælpsomhed. Jo, Rickard er en travl mand – og derfor også ganske svær at træffe aftaler med. En ulempe, der er ganske symptomatisk i denne branche. 

Men når man smager Rickards produkter i den lille fabrik eller snarere garage i Malgovik lige uden for Vilhelmina, så tilgiver man ham meget. Blåbær, vilde hindbær, havtorn, multebær, tyttebær. Marmelader og saft. Rene eller blandede. Og så naturligvis åkerbærret! Hvis multebærret er dronningen blandt bærrene i nord, så er Åkerbærret kongen. Syltetøjets Rolls Royce, som Lars Hansson på Muddus Hjortron i Gällivara kalder det. Ham vender vi tilbage til. Så er der pralinerne. Eksklusive små stykker med multebær, hindbær eller åkerbær.

Rickard køber bær ind fra alle – enten fra individuelle plukkere fra Polen, Rusland og andre østlande eller fra thailændere, ansat af svenske mellemhandlere. Svenske bær, forstås! Svenskere selv gider jo ikke plukke bær længere. Han har udviklet en unik recept på blåbærvin, så han kan få brug for sine indsamlere, hvis han ellers kan få overbevist banken om det fornuftige i foretagendet.

Det går godt for Rickard. Han har ekspanderet fra 10 liters gryde til 100 l. og i år har han også ansat en chokoladeekspert, der samtidig tager sig af kunderne. Måske det bliver lettere at lave aftaler med ham i fremtiden.

Bag garagen står en kæmpe frysecontainer, fyldt til randen med bær. Han har sikret sig, hvis bærsæsonen skulle svigte. Optimismen fejler ikke noget.

Men det var jo Solbritt Hansson, jeg skulle besøge nu i år, 2008. En høj statelig kvinde tager imod på trappen uden for det røde svenske træhus i udkanten af Vilhelmina. Kom ind, kom ind. Solbritt er tidligere skolelærer, nu pensionist. Det skal nu tages med forbehold. Efter mandens død bruger hun en stor del af sin tid på det lille foretagende ”Fjällkvanne” i Vilhelmina. Og så er hun sammen med Ewa Hed, som vi træffer senere, én af ”Emmas Heltinder”. ”Emmas heltinder” er en del af Emmas Ressourcecentrum, en ideel forening med det formål bl.a. at fremme kvindernes deltagelse i forretningslivet, ikke mindst i udvikling af en lokal småskalig fødevareproduktion. Det er kvanen, vi skal tale om. Den er Solbritts hjertesag. Den samtale tager vi, når vi kommer op til fjeldet, Grønfjeld.

Udskriv Udskriv