Efter besøget hos Solbritt og siden Anna og Ewa i fjeldområderne ind mod den norske grænse bliver det tid at køre nordøstover, mod Jokkmokk og Gällivara

Renen er ikke kommet til fjeldene endnu. I denne del af Sverige har renen sine vintergræsningsområder ved kysten og kommer først til indlandet i løbet af sommeren. Historisk set er vandringsvejene blevet bestemt ikke bare af renerne selv, men i høj grad af politiske forhold som grænser og ejendomsretten til jorden. I dag transporteres mange rener på lastbil mellem græsningsområderne, hvor de tidligere vandrede. Det er lettere, hurtigere og man undgår konflikter på vejnettet og med jordejerne langs vandringsvejene.

Konflikter med jordejerne opstod med koloniseringen og opdyrkningen af de indre fjeldegne på hver side af den norsk-svenske grænse, især i tiden mellem 1820 og 1860. Den gang eksisterede grænsen som sådan jo ikke, fordi Norge og Sverige var i personalunion sammen. De nye bønder var ikke bare svenske og norske. Også mange samer opgav renholdet og begyndte at bryde jord op. Men dermed blev de af regeringen langt hen ad vejen ikke længere betragtet som samer. En same var pr. definition en person, der holdt rensdyr. For at sikre græsningsrettigheder for de samer, der fortsat holdt ren og altså fortsat blev betragtet som samer, besluttede man i 1867 at etablerede en ”odlingsgräns”. Mange Sverigesfarere har sikker undret sig over skilte med denne tekst langs de nordsvenske veje. Oven for odlingsgrænsen måtte der i princippet ikke etableres nye gårde, mens jorden neden for i princippet burde dyrkes. Motivet var ikke kun et hensyn til samerne. Regeringen var nervøs for, at mange af de nye gårdejere ikke ville blive selvforsørgende, men ville komme til at ligge fattigvæsnet til last. Det tog lang tid, inden reglen blev gennemført, og kort tid efter 1. verdenskrig vedtog man af hensyn til fødevareforsyningssikkerheden at støtte yderligere opdyrkning i de gamle græsningsområder.

Der er to grænser mellem Norge og Sverige. En rigsgrænse og en rengrænse. Rengrænsen, et regulært vildthegn, løber lidt vestligere end rigsgrænsen, altså inde på norsk territorium. Hertil må de svenske rener græsse, når de om sommeren søger op på højfjeldet for at undgå insektsværmene i lavlandet. Hegningen forventes afviklet i den nærmeste fremtid så renerne igen frit kan krydse grænsen og genopdage de gamle græsningsområder og vandringsveje. 

Begrebet odlingsgrens eksisterer stadig, selv om der nu ikke længere finder opdyrkning af gamle græsningsområder sted. Til gengæld foretages der i visse områder massiv skovplantning med Kontortafyr, der giver en væsentlig tættere skov end skovfyrren.  Det betyder tyndere lavbevoksning i skovbunden og dermed dårligere græsning. I andre områder græsser samerne delvis som kompensation (ulovligt) deres rener til gene for de tilbageværende jordbrugere.  I Pasvik har de norske myndigheder konsekvent løst konflikten ved at yde tilskud til landbrugere, der ønsker at hegne deres marker for at holde renerne ude. Andre konflikter er den tiltagende trafik med snescooter om foråret i renernes kælvningsområder, rovdyrene, trafikken på vejene og, i årene efter 1986, udslippet fra Tjernobyl, der i adskillige år stort set lagde renproduktionen ned.

Kom samerne østfra og bragte deres traditionelle madvaner med sig eller udviklede de sig som folk i det nordskandinavisk-sibiriske område? Spørgsmålet er fortsat ubesvaret. De forstod i alt fald at udnytte og konservere den sparsomme plantekost og at klare sig gennem den lange vinter uden c-vitaminmangel og skørbug. Rensdyret spillede den centrale rolle i kødforsyningen, suppleret med fisk som laks og rødding fra de ferske vande, saltvandsfisk fra havet og det vildt, man nu kunne få fat på.

Vildrenen var til stede allerede ved istidens slutning og samerne indrettede sig efter at følge dens vandringsveje mellem kystområderne og indlandet året rundt. Først hen i 16-1700 tallet begyndte samerne for alvor at holde tamren. Hermed blev den private ejendomsret til ressourcerne indført samtidig med at grænserne mellem Danmark-Norge, Sverige-Finland og Finland-Rusland lidt efter lidt blev fastlagt og med tiden kom til at overskære de gamle vandringsruter mellem sommer- og vintergræsningsområderne.. Det blev begyndelse til den klassiske konflikt mellem nomader og fastboende, der som sagt fortsat er gældende i de nordligste egne af Skandinavien, om end den nu er lagt i lidt mere humane rammer.

Indførslen af tamrenholdet medførte også en kulturel opsplitning mellem samer, der specialiserede sig i nomadelivsstilen og vandrede over lange afstande, og andre, der blev mere bofaste i kystområderne, hvor de ernærede sig ved en kombination af rensdyrhold, fiskeri og jordbrug.

I begyndelsen var rendriften styret som naturaløkonomi. Hver familie havde sine egne rener, der dels sikrede den daglige tilgang på mad, dels gjorde det muligt at bytte sig til fornødenheder som kaffe, tobak, sukker og andre ”luksusartikler”. Siden 60’erne er rendriften i stigende grad blevet præget at den samme pengeøkonomi og intensive stordrift som al anden landbrugsproduktion. Der er færre men større renflokke. Anlægsinvestering og investeringer i udstyr som snescootere og helikoptere er steget. Det samme er kravet til forrentning. De enkelte renejere tvinges til at have flere og flere dyr i flokkene. Græsningsområderne overudnyttes, hvilket enhver, der kører gennem Finnmarken, ved selvsyn kan overbevises om. Græsningstrykket og det stigende stress i flokkene medfører lavere slagtevægt og stigende dødelighed, især blandt kalvene. Præcis de samme problemstillinger, vi finder hos danske svine- og mælkeproducenter. Forskellen er blot, at man har styr på antallet af køer og grise og kan regulere bestandsstørrelse og produktion efter jordtilliggendets bæreevne. Men spørg en same, hvor mange rensdyr han ejer! Du spørger vel heller dine gæster, hvor mange penge de har! Tættere kommer man ikke på et svar. Heri ligner samen mere fiskeren, der også nødigt vil ud med sin reelle fangst. 

Der er vel 5 – 600 km til Gällivara, hvor jeg skal møde Lars Hansson på Muddus Hjortron. Jeg har god tid i dag. Føret er godt. Renen er endnu ikke kommet. Jeg kan holde øje med enebærbuske, bukkeblad, mosebølle, mjødurt og hvad der ellers måtte være af interessante vækster lang vejen her på overgangen mellem birkeskoven og den tynde nåleskov. En gang imellem standser jeg for at tage en vækst i nærmere øjesyn. Renernes græsningstryk er gennemgående stort så lavdækket er nærmest uudviklet. Men træerne er indimellem dækket af skæglav, der på svensk hedder manlav. Den skulle måske have heddet madlav, for i Lappland hænger maden nemlig på træerne. Enebærbuske signalerer ofte gamle græsningsområder, fordi enebærrene bedst spirer, hvor dyr har trampet jorden op. De mange forkrøblede buske i den tynde skov viser altså, at her havde en bygd engang sine udmarksområder. Her gik køer og får og græssede. Nu er bygden og dyrene væk, ofre for den svenske centraliseringspolitik op gennem 60’erne og for den almindelige konjunkturudvikling inden for landbruget. Derfor er det også pludselig blevet svært at finde enebær. Enebærret er i forvejen lunefuldt, når det gælder bærsætning. Der kan være år uden bær mens buskene andre år bugner. Da jeg sidste år kørte samme vej fandt jeg små ”lommer”, hvor buskene var helt blå af bær. I år er der knapt et eneste.

Udskriv Udskriv